Financieres

14 firkantede og 13 runde
Sprøjtet med M4


250 g mandelmel eller fintblendede, smuttede mandler
280 g flormelis
12 æggehvider
25 g hvedemel
1 vaniljestang eller 1 tsk vaniljepulver
200 g smør
lidt ekstra flormelis til drys

Bland mandelmel og flormelis sammen i en stor skål. Pisk æggehvider i med elpisker. Tilsæt mel, og pisk til massen er blank. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og kom dem i dejen.
Smelt smør. Lad det koge, indtil det dufter af hasselnødder og har fået lidt farve – og er blevet til brunet smør eller 'beurre noisette'. Sigt smørret så evt. grums bliver sorteret fra, og vend det i dejen. 

Hæld dejen i den store sprøjtepose, og lad den hvile i minimum 1 time på køl.
Fyld dejen i små eller store financiersforme og sigt en smule flormelis ud over overfladen. 

Bag ved 200 gr varmluft ca. 10 minutter for små kager og 13-15 minutter for store kager til kagerne er gyldne.
Køl af på rist inden servering/nedpakning. Financiers skal opbevares uden for køleskabet i en pose, hvor de kan holde sig i 4-5 dage.
Smager godt med ca. 1 cm tykke rabarberstykker
vendt i sukker og trykket ned i dejen inden bagning.

Tip:
Denne opskrift har et højt indhold af æggehvider, som giver bløde kager. Ønsker du kager, der er mere faste i konsistensen, kan du evt. bruge marcipan i stedet for mandelmel og samtidig tilsætte lidt mere hvedemel.