Cheesecake med havtornmousse

Lidt mislykket gelélåg fordi det løb ned under moussen
.....men den smagte godt
Chokolade bund:
60 g hvedemel
20 g kakaopulver
50 g smør
40 g rørsukker
½ tsk bagepulver
Ælt alle ingredienserne godt sammen og sæt dejen på køl i ca. 1 time
Rul dejen ud på et meldrysset bord, så den passer til springformen (Ø22cm), læg dejen jævnt ud i bunden
Beklæd bunden af springformen  og prik huller med en gaffel
Bag midt i ovnen ca. 10 min. ved 175 gr.

Havtornsaft: skal bruges til havtornmousse og gele på toppen:
400 g havtorn
150 g sukker
½ dl vand
Kog det hele et par minutter og si saften fra = 3-3,5 dl saft.

Havtornmousse:
3 blade husblas
2,5 æggeblomme
40 g sukker
1,25 dl havtornsaft
2,5 dl fløde
Læg husblas i blød i koldt vand ca. 10 min
Varm havtornsaften og smelt husblas deri
Pisk æggeblommer og sukker lyst
Pisk fløde til let skum i en anden skål
Bland havtornsaft og æggemassen sammen og vend til sidst fløde i
Beklæd springformen med chokoladebunden med kageplast, så det er lettere at få en flot kant på kagen. Pas på at plasten sidder helt op til springformens sider ved alle lag.
Hæld moussen over chokoladebunden og køl til moussen har sat sig

Flødeostecreme:
3 blade husblas
200 g flødeost neutral
100 g creamfraise 18%
100 g flormelis
korn fra en ½ vaniljestang eller ½ tsk vaniljepulver
2,5 dl piskefløde
Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 min
Pisk fløden til let skum.
Pisk flødeost, flormelis, vanilje og creamfraise sammen til en ostecreme
Smelt husblas med et par spsk af fløden varmet 10-20 sek i mikroovn
Vend 3-4 spsk flødeskum sammen med den smeltet husblas, for at temperere husblassen
Vend resten af flødeskummet sammen med ostecremen
Vend til sidst husblas-fløden, sammen med flødeostecremen
Fordel cremen på kagen, jævn den helt ud og køl til flødeostecremen har sat sig. Frys gerne til sidst, så cremen ikke smelter ud i geléen, når den hældes på.
Flødeostecremen blev lidt blød fordi jeg glemte
at temperere husblassen med et par skefulde flødeskum.
Gelélåget løb ned under flødeostedremen da jeg justerede plasten
efter den var hældt på, fordi plasten ikke sad tæt på formen.

Gelélåg:
2 blade husblas
1,5 dl havtornsaft
Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 min
Varm havtornsaften og smelt husblas deri
Køl saften ned til 30-35 gr før den hældes over flødeostecremen
Stil kagen tilbage på køl

Pynt, fx:
Krystaliseret hvid chokolade – (25 g hvid chokolade – 25 g sukker – 25 g vand) Hak chokoladen, og smelt den over et vandbad. Bring sukker og vand i kog og lad det koge, indtil det når en temperatur på 136 grader. Hæld sukkermassen over chokoladen, mens du pisker. Hæld de små chokoladekugler ud på et bagepapir, og lad dem køle af.
Mælkechokolade-ganache (50 g mælkechokolade + 25 g varm piskefløde som hældes over den hakket chokolade, røres til en ensartet masse som skal køles ned før brug. Kom ganachen i en sprøjtepose med tyl)
Mørk chokolade spiraler
Guldstøv drysset på ved at holde en pensel 10 cm over kagen og banket let på skaftet, så guldet drysser ned